Tidligere sager/domme

Erhvervsevnetab – 95 %- AES afgørelse april 2017

 

Vores klient blev efter 6 års forløb tilkendt en erhvervsevnetabsprocent på 95 %, og fik opreguleret løbende erhvervsevnetabsprocent fra 35 til 65 % med tilbagevirkende kraft for 3 år.

I  mellemtiden var klienten – som praksis – afprøvet i forskellige funktioner for at blive tilkendt førtidspension.

 

Efter fastsatte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med baggrund i funktionsbegrænsningen en endelig erhvervsevnetabsprocent på 95 %.

 

Det udløste en større million erstatning i engangsudbetaling, samt en løbende månedlig erstatning på ca. 11.000 kr.

 

Afgørelsen er ikke anket, og erstatningen udbetalt.

 

 

Forlig på kr. 2.250.000,00 indgået med forsikringsselskab (erstatningsansvarslovens § 4 og §§ 5-7)

Vi repræsenterede en skadelidt, som d. 25. august 2009 var udsat for en trafikulykke, hvor hun i bil blev påkørt bagfra af en anden bil og pådrog sig i den forbindelse en nakkeskade og en tandfraktur.

Skadelidte blev på grund af massivt sygefravær som følge af ulykkestilfældet afskediget fra sit arbejde som børnehaveleder.

Modpartens ansvarsforsikringsselskab afviste årsagssammenhæng mellem skadelidtes gener og ulykkestilfældet, men havde på trods heraf afregnet svie og smertegodtgørelse og tabt arbejdsfortjeneste.

Sagen blev sendt til vurdering i Arbejdsskadestyrelsen, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at der var årsagssammenhæng og udmålte skadelidtes méngrad til 15% og erhvervsevnetabet til 60%.

På trods af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse afviste forsikringsselskabet fortsat at udbetale yderligere erstatning, hvorfor vi på skadelidtes vegne udtog stævning mod forsikringsselskabet med påstand om betaling af i alt kr. 2.457.000,00.

Sagen blev i forbindelse med retssagen forelagt for syns- og skønsmand vedrørende en bilsagkyndig analyse af ulykkestilfældet i relation til bl.a. hastighed og påvirkning.

Sagen blev herefter forelagt for Retslægerådet vedrørende en vurdering af årsagssammenhæng mellem skadelidtes gener og ulykkestilfældet.

På baggrund heraf disse erklæringer kontaktede forsikringsselskabets advokat os med henblik på forligsdrøftelse, og sagen blev herefter forligt mod betaling af kr. 2.250.000,00.

Højesteret tilkender skadelidt godtgørelse for forlængelse af uddannelse (erstatningsansvarslovens § 1)

A kom til skade i trafikulykke og pådrog sig en piskesmældsskade. A var tilmeldt et uddannelsesforløb, der startede ca. 1 måned efter ulykken. A var i mellemtiden blevet sygemeldt og forsøgte at starte på uddannelsen, der varer 3 år. Hun måtte imidlertid lade sig sygemelde igen. A startede herefter op på uddannelsen 1 år efter og krævede godtgørelse for forlængelse af uddannelse. Modpartens forsikringsselskab nægtede udbetaling, da der ikke var et varigt erhvervsevnetab.

Vi anlagde retssag mod modpartens ansvarsforsikringsselskab, og A fik ved byretten medhold i, at hun var berettiget til godtgørelse for forlængelse af uddannelse. Ansvarsforsikringen ankede dommen, og Østre landsret frifandt selskabet.

Vi ansøgte Procesbevillingsnævnet om tredjeinstansbevilling til at føre sagen til Højesteret, og Højesteret omgjorde landsrettens dom og tilkendte A godtgørelse. Sagen var principiel, fordi det var første gang, at Højesteret tog stilling til dette spørgsmål efter den nye erstatningsansvarslov i 2001.

Mere end 17 års erfaring med personskader

Højesteret afgør, at løbende pensionsudbetalinger ikke må modregnes i tabt arbejdsfortjeneste (erstatningsansvarslovens § 2)

A kom til skade i en trafikulykke og var som følge heraf sygemeldt i en længere periode, inden han blev tilkendt førtidspension. I mellemtiden fik han udbetalt tabt arbejdsfortjeneste fra modpartens forsikringsselskab. Selskabet krævede, at A’s udbetaling af løbende invalideydelse fra en firmapension skulle modregnes i den tabte arbejdsfortjeneste på lige fod med f.eks. sygedagpenge.
Det mener vi ikke, at der er lovhjemmel til og anlagde retssag mod forsikringsselskabet.
Retssagen blev udsat på en lignende sag, og til sidst afgjorde Højesteret, at pensionsudbetalinger ikke kan modregnes i den tabte arbejdsfortjeneste.
A var således både berettiget til tabt arbejdsfortjeneste og løbende udbetaling fra sin firmapensionsordning.

Forhøjelse af méngrad fra 30% til 45% (erstatningsansvarslovens § 4)

A kom alvorligt til skade ved en trafikulykke i maj 2011 og pådrog sig alvorlige skader på kroppen, arm og ben og skæmmende ar flere steder på kroppen som følge heraf.

I marts 2014 vurderede Arbejdsskadestyrelsen skadelidtes méngrad til samlet 30%. Vi fremsendte yderligere dokumentation vedrørende skadens omfang til Arbejdsskadestyrelsen og anmodede styrelsen om en revurdering af sagen, men Arbejdsskadestyrelsen fastholdt sin vurdering i september 2014.

Da A fortsat ikke kunne acceptere Arbejdsskadestyrelsens vurdering, udarbejdede vi udkast til en stævning mod modpartens ansvarsforsikringsselskab vedrørende udmåling af méngraden.

Ansvarsforsikringen indvilgede herefter forligsmæssigt i at forhøje méngraden fra 30%, som vurderet af Arbejdsskadestyrelsen, til 45%.

Forhøjelse af erhvervsevnetab fra 65% til 75% (erstatningsansvarslovens §§ 5-7)

A blev i arbejdstiden påkørt og pådrog sig en piskesmældslæsion. A endte på førtidspension med baggrund i ulykkens følger.
Vi fik efter behandling i Arbejdsskadestyrelsen, hvor erhvervsevnetabsprocenten blev forhøjet fra 65% til 75%, en samlet erstatning hjem til skadelidte på ca. kr. 4,6 mio. kr.

Byretten underkendte Retslægerådets vurdering om årsagssammenhæng mellem ulykkestilfælde og skader og tilkendte skadelidte erhvervsevnetabserstatning (erstatningsansvarslovens §§ 5-7)

C blev som passager i en bil påkørt fra siden af en anden bilist og pådrog sig en piskesmældslignende skade. C endte efter nogen tid på førtidspension primært med baggrund i ulykkens følger. Arbejdsskadestyrelsen udmålte herefter en erhvervsevnetabserstatning på 65, hvoraf de 50% blev vurderet som en følge af ulykken.
Modpartens forsikringsselskab ville ikke følge Arbejdsskadestyrelsens vurdering, og vi udtog stævning. Under retssagen skulle Retslægerådet vurdere årsagssammenhængen (omfanget af C’s skader som følge af ulykkestilfældet), men Retslægerådet ville ikke tillægge årsagssammenhæng mellem C´s skader og ulykken. Retslægerådet lagde især til grund, at C havde en depression, og at denne ikke havde årsagssammenhæng med ulykken. Det var vi ikke enige i og anmodede om en psykiatrisk speciallægeundersøgelse til belysning af C’s psykiske habitus. Psykiateren konkluderede, at C havde ”en naturlig tristhed” over sin situation, men at han ikke var deprimeret.
Sagen blev genforelagt for Retslægerådet, der herefter konkluderede, at C havde et kronisk smertesyndrom, og at dette kunne have forskellige årsager.
Byretten underkendte helt imod sædvane Retslægerådets vurdering og tilkendte C erstatning i henhold til vores påstand i sagen.
Modpartens forsikringsselskab ankede ikke sagen.

Voldsoffererstatning – anerkendelse af ret til erstatning

P havde tidligere været medlem af en rockerklub, men var kommet ud i ”good standing”. P blev en nat vækket ved, at yderdøren blev smadret, og 3 maskerede mænd med køller trængte ind i soveværelset, hvor P og hans højgravide kæreste lå og sov. P blev gennemtæsket med køller af de 3 overfaldsmænd. P fik alvorlige skader, herunder kraniebrud, og var i livsfare.
Overfaldet er ikke opklaret, men vi fremsatte erstatningskrav overfor Erstatningsnævnet. Nævnet afviste at udbetale erstatning med henvisning til, at P havde ”egen skyld” grundet sin fortid.
Det ville vi ikke acceptere på vegne af vores klient, der netop havde forladt rockermiljøet. Efter vores opfattelse var Erstatningsnævnets signal om, at tidligere banderelaterede personer ikke var ligestillet med andre ofre, i strid med regeringens rockerpakke og mål om at få folk ud af disse miljøer.

Vi anlagde derfor retssag mod Erstatningsnævnet med påstand om, at P var berettiget til erstatning.
Erstatningsnævnet tog herefter bekræftende til genmæle over for vores påstand (anerkendte at P var berettiget til erstatning), og skadesagen er således i øjeblikket under behandling vedrørende udmålingen af erstatning/erstatningens størrelse og omfang.

Vi står klar til at hjælpe dig

Voldsoffererstatning/arbejdsskade – Omgørelse af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om, at skadelidte ikke er berettiget til erstatning for mén og erhvervsevnetab

L blev som buschauffør overfaldet af en gruppe unge, der rev hende ud af bussen og frarøvede hende omsætningen.
Arbejdsskadestyrelsen ville i første omgang ikke tilkende L erstatning for psykiske følger og dermed heller ikke mén og erhvervsevnetab pga. påstået forudbestående lidelse.

Vi genforelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen med nye lægelige oplysninger, hvorefter L fik udmålt mén-godtgørelse og erhvervsevnetabserstatning. Efterfølgende fik L yderligere erhvervsevnetabs-erstatning (differencetabserstatning) og tabt arbejdsfortjeneste i Erstatningsnævnet.

Uarbejddygtighedsforsikring/fortsættelsesforsikring – Ankenævnet for Forsikring og byretten giver forsikringstager medhold i, at der skal ske genetablering af forsikring som følge af vildfarelse og dermed udbetaling

A havde via sit job en pensionsforsikring bl.a. vedrørende dækning af uarbejdsdygtighed. A var meget arbejdsom og arbejdede meget lange dage, også i weekenden, men på et tidspunkt efter mere end 20 år, blev A ramt af stress i et sådant omfang, at han blev nødt til at sige sit job op og fratrådte 3 måneder senere. A henvendte sig herefter til sin A-kasse og anmodede om dagpenge. A-kassen henviste ham til sygedagpengekontoret pga. A’s psykiske tilstand. A tegnede ikke fortsættelsesforsikring vedrørende sin pensionsforsikring pga. en vildfarelse om, at han skulle afgive nye helbredsoplysninger. A blev tilkendt førtidspension efter kort tid, og A søgte om udbetaling fra policen/pensionsforsikringen (børnedækning). Her blev A opmærksom på vildfarelsen, men selskabet vil ikke genetablere dækningen.

Vi indgiver sagen for Ankenævnet for Forsikring, og A får medhold i, at pensionsselskabet skal udbetale, men selskabet afviser at følge nævnets kendelse.

Vi anlagde derfor retssag mod pensionsselskabet på vegne af A, og selskabet blev dømt til at genetablere forsikringen og foretage udbetaling.
Dommen blev ikke anket.

Uarbejddygtighedsforsikring – udbetaling af invalideydelse/præmiefritagelse

C pådrog sig en piskesmældslæsion, da hun som fører af en bil blev påkørt bagfra. Skaden blev anmeldt til C’s privattegnede pensionsforsikring og en af arbejdsgiver tegnet pensionsforsikring.

Begge selskaber afviste dækning/udbetaling med henvisning til, at man ikke mener, at C’s erhvervsevnenedsættelse opfylder kravene i forsikringsbetingelserne. C forsøgte i starten at genoptage sit arbejde, men måtte fuldtidssygemeldes for til sidst at blive visiteret til fleksjob med en arbejdstid på ca. 10 timer ugentligt. På trods af indtil flere speciallægeerklæringer, som bekræfter C’s arbejdsevnenedsættelse som en følge af ulykkestilfældet, afviser selskaberne at betale invalideydelse/præmiefritagelse.

Vi klagede derfor på C’s vegne til Ankenævnet for Forsikring, og C har fået medhold i begge klagesager, men selskaberne har fortsat nægtet at følge ankenævnets kendelser.
Vi har derfor udtaget stævning mod pensionsselskaberne, og sagerne verserer nu som retssager.